Saturday 4 February 2017

Siden sidst...


...har Viggo tabt 2 gram, men holder stadig en fin kampvægt på lidt over 1,2 kilo



...har jeg fået en automatisk hønselem. Den åbner og lukker af sig selv til en bestemt tid morgen og aften. Den er fantastisk. Og foreløbig er udnyttelsesprocenten latterlig lav, fordi jeg troligt står og kigger på den, når den helt af sig selv kører op og ned. (Til gengæld har jeg hænderne fri så jeg kan klappe i dem, og dét gør jeg med så stor begejstring, at hønsene flygter ned i den modsatte ende af hønsehuset)   Jeg gentager: den er fantastisk

...har jeg sat mig selv på en form for kartoffelkur, fordi især sidste halvår af 2016 i lidt for høj grad endte i en forbrugsfest. Og så alligevel - - - lad os bare sige, at enhver kontanthjælpsmodtager nok ville blive lilla af misundelse over mit "stramme" budget. Men hey, jeg styrer mig, og jeg synes faktisk selv det går ganske godt.

...er jeg blevet uforklarligt og umådeholdent begejstret for "Lorteparforhold" med Magtens Korridorer. Det føles kun en anelse mærkeligt at skråle med på Johan Olsens pisforbandede tekster (meget højt), når man sidder i bilen på vej hen til sin aldeles udmærkede kæreste.

...har jeg indenfor en uge taget livet af ikke mindre end 4 par uldne strømper. Hvordan kan de simultanopgive ævred i en grad så både hæle og tæer har adgang til fri luft, når de intet fejlede for bare en måned siden? Og hvem kommer lige og strikker 4 nye par til mig???

...har jeg haft besøg af 4 dejlige damer (kvinder? piger? gah) fra min gamle folkeskole og skudt gang i planlægningen af en 25-års jubilæumsfest.  Min 40-års-krise glimrer stadig ved sit fravær, men det er mig lidt ubegribeligt, at mennesker som blev født den dag jeg gik ud af 9. faktisk potentielt har både kørekort, huslån, og børn i dag....

...har jeg i forlængelse af ovenstående punkt åbnet en ny dåse rynkecreme

- - - det var bare det, hej.




No comments: