Sunday 29 September 2013

Naughty, naughty

Jeg troede næsten, jeg ville nå så langt som til at erklære huset hybelkanin-fri zone. Men nej. Selv ikke min søvnløshed og huslige ildhu i kombination kunne overvinde min afsky ved at støvsuge.  Jeg har dog været lidt prægtig i dag - mit køleskab er nu sikkert territorium igen.

Og så har jeg lagt rent sengetøj på. Det har hængt til tørre udenfor - og det er nærmest flovt at indrømme det, men jeg sniffer mens jeg lægger det på. I ved, på den der pinlige, semi-orgasmiske måde som damer i tyske vaskepulver-reklamer gør.  Og jeg glæder mig så meget til at komme i seng, at det nærmest er helt uartigt.

Pt ligger jeg dog på sofaen og venter på 2. afsnit af Broen.  Al husflid har forladt mit legeme.

Nu kender jeg mig selv igen...


@ N ~ I changed the bed linen just now.  It has been dried outside (lovely, crisp weather today) and I'm ashamed to say I sniffed it when I made the bed. You know, like the ladies in TV commercials who have tiny orgasms over how white their laundry is.  I do believe I am slightly pathetic.  And I am looking forward to going to bed, so much it is almost embarrassing :-)

Hope you've had a lovely weekend!

Bizarre awakening, productive day

Fredag var jeg Ude. Som i, I Byen. Det sker for sjældent, men sådan er det når man er lad. Jeg var til koncert med Die Herren igen - I ved, dem der spillede i kirken i august. Viel spass; de leverede varen igen, og jeg kunne konstatere at jeg stadig har et anseeligt teenage crush på guitaristen (er passende beskæmmet over dette. Fylder trods alt 37 om en måned, og så videre).

Jeg kom først hjem lidt over 1, så lørdag sov jeg læææænge. Men ikke uafbrudt søvn. Det er velsignelsen/forbandelsen ved at stå op ved fem-halv seks tiden 5 dage om ugen - man vågner også tidligt de andre 2 dage. Så kigger jeg lidt facebook, checker mails osv. på mobilen - og falder i søvn igen.

Da jeg rigtig vågnede, var klokken næsten halv elleve. Jeg så mig selv i spejlet på badeværelset og konstaterede, at min kind prydedes af et nydeligt udtværet aftryk af det stempel, jeg havde fået på håndryggen aftenen før  -  seriøst, jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst er vågnet med den slags pynt. Et kig i browseren på min mobil afslørede, at jeg i min omtågede tilstand tidligere på morgenen havde googlet "Silkeborg + hashtag" (og for fastrenes skyld må jeg hellere skynde mig at tilføje, at hashtag er ordet for dette tegn: #  -  det har ikke noget med euforiserende stoffer at gøre).  Jeg kan faktisk godt huske at jeg googlede det, og at der ikke kom nogen gode søgeresultater - men hvorfor??? Det vil formentlig aldrig blive opklaret.

Således nogenlunde udhvilet blev jeg grebet af en husflidens ildhu. Den slags sker næsten lige så sjældent som at vågne med dørmands-stempler på kinden, har jeg erfaret, så det gjaldt om at udnytte chancen.  Det er mig en glæde at kunne berette, at jeg BÅDE fik støvsuget stuen, vasket 3 maskinfulde, og ikke mindst vasket/pudset samtlige vinduer i huset. Inklusive den franske dør mellem de to stuer, som er udstyret med 2 x 8 ruder... Hvor er min præmie?? (hvad siger du? bærer lønnen i sig selv?)

Lige nu, i skrivende stund, er klokken 5 søndag morgen. Denne gang slog jeg-falder-da-bare-i-søvn-igen-teknikken fejl.  Så jeg har bagt knækbrød .....  Go' morgen!





@N ~ I woke up early-early Saturday morning. It's a documented side effect of getting up at 5-530AM Monday-Friday. But I wasn't really awake, so I spent a few minutes checking facebook and e-mails on my phone, and then went back to sleep.

When I awoke again it was nearly 1030 and the sun was shining. A quick look in the mirror revealed that I was, for the first time in years, sporting the classic Saturday morning look, where the stamp I got on the back of my hand when I went to a concert Friday night had rubbed off on my cheek during the night. Pretty.  Later, when I checked my phone, I could see that I had googled "Silkeborg [name of Danish town] + hash tag" at 5AM. I remember doing it, and it made sense at the time, but I have no idea why.

And I wasn't drunk.

(I wasn't. I was driving. God knows what the search history would have shown if I had been drunk...)

I spent the rest of my Saturday on a sort of domestic high. I've washed all my windows, inside and outside, and cleaned the living room. If this continues, I'll be able to have guests over soon...

Not sure, though. As I'm writing this, it's 5AM Sunday morning.  I woke up at half past three, couldn't go back to sleep, so I capitulated and went downstairs and baked crackers.

What an odd person I am sometimes.

Enjoy your Sunday :-)

Monday 23 September 2013

Indsæt selv fængende overskrift

Jeg tror måske, der er et bloggerens tolvte bud, som siger at Man skal sørge for, at ens udgydelser får en Spændende Overskrift. 

Og jeg tror måske, jeg halter lidt på det punkt. Men jeg er altid villig til at tage ved lære, og overvejer nu praktikantophold på gratisavisen MX. 

For jeg blev helt grebet, da jeg så dagens forside: Dansk toårig redder gravid mor fra terror! 

Hvilket heltemodigt barn! Og så endda en DANSK toårig! Hvis jeg nogensinde får børn, er det da klart den model, jeg skal have. Det vil være så praktisk hvis jeg fx skal på ferie i et af Mellemøstens brændpunkter. 

Entusiasmen dalede dog lidt, da jeg læste selve artiklen. Det drejede sig øjensynligt bare om, at en shoppetur til et bestemt indkøbscenter i Nairobi var blevet udskudt pga træt (læs: sikkert helt almindeligt, vrangvilligt, og umuligt) barn. 

Men det var unægteligt en vel-timet træthed. 


@ N ~ today's headline was rather dramatic. Danish 2-year-old saves pregnant mother from terror. 

I must confess I was rather impressed. Danish 2yr olds are quite resourceful little things, aren't they?

I wondered just how this heroic act had happened - alas, the article revealed that the mother had merely postponed her trip to the shopping mall (the one in Kenya) because her kid was tired (which I interpret as "cranky and possibly throwing tantrums, the normal way for a toddler"). 

But I must admit it was a well-timed tantrum. 

And in future, I will try to improve my headlines here on the blog. Clearly, they need to be turned up a notch. 

-posted from iPhone 

Friday 20 September 2013

Once upon a date

Jeg dater jo ikke, lige i tiden. Skyldes naturligvis egen ugidelighed. På ingen måde manglen på invitationer (ahem).

Men jeg har jo dated. Både blind dates og dem der bare var en smule svagsynede.

Engang for mange år siden var der f.eks. en mand, jeg ganske ofte talte i telefon med gennem mit arbejde. Det var altid en fest at tale sammen, og på et eller andet tidspunkt endte det naturligvis med, at vi aftalte at mødes til en øl.

Men hvordan nu genkende hinanden?  Tid og sted var fastlagt, og han sagde, at han ville være iført sorte bukser, sort jakke, og så sådan en sort-og-hvidternet skjorte. Det skulle nok kunne gå.

Fredagen kom, og jeg trissede ned til det aftalte rendezvous. Jeg var i god tid og stod og kiggede på folk, som man jo gør, når man skal mødes med en man ikke helt kender. Og så kom han hen imod mig.

Han var iført sorte bukser.
Og sort læderjakke.
Og læderjakken stod åben, så man kunne ane noget sort/hvidt indenunder.


Og han var dværg.

.

Jeg var sådan helt - ej, det er simpelthen LØGN. Af alle de fysiske karakteristika, han kunne have nævnt, som ville gøre ham let genkendelig, undlod han det lille faktum, at han kun var 110 centimeter høj???

Der gik sådan cirka en milliard tanker gennem hovedet på mig mens jeg stod der ved åen i Århus og hypnotiseret betragtede det menneske, der kom nærmere.

Og nærmere.

Og gik forbi.

Det var ikke ham. 2 minutter senere ankom en mand, iført nogenlunde samme tøj, bare adskillige størrelser større. Og det var så ham, jeg gik ud og drak øl med. Og det var det. Snip snap snude, så er den historie ude. 

God weekend, piger og drenge.

#wcpic
I always look like this when I go on a date.
Always.

@ N  ~ many many years ago, I went on a blind date with a man I only knew from phone conversations.  We always had fun when we talked, so at one point it seemed natural to arrange to meet over a beer.

I didn't know what he looked  like, of course, so I got a description of the clothes he would be wearing: black jeans, black jacket, and a black/white chequered shirt.

Voila, I dutifully showed up at the arranged time and place. Hung around for a bit, scanning the crowd for someone who might fit the description. And then I saw him coming towards me.

Wearing black jeans, as he said. And a black leather jacket, which revealed some sort of black/white patterned shirt. And being about three and a half feet tall.

A thousand thoughts raced through my mind. Of all the words he could have used to describe himself, couldn't "small person" have been on the list???

The guy came closer. And passed me.

It wasn't him, after all.  Just a short guy who happened to be wearing a nearly identical outfit. The real, tall guy showed up a couple of minutes later. We went for a beer. And that was it. The End.

Enjoy your weekend! :-)

Thursday 19 September 2013

Lololololoooooooo, part deux

I kan godt huske min særlige pendlerven, ikke?  Det lille dampbarn, som hujer rundt på stationen tiiiiii-hiiiid-ligt om morgenen?   Han lever skam endnu. Men har vist haft en lang sommerferie, for det er først de sidste par uger, jeg har set ham igen.

Det viser sig, at han er en sand gentleman. En noget manisk, påtrængende, hyper én af slagsen, ganske vist, men dog en gentleman.

Forleden stod han således og havde gang i de sædvanlige morgenøvelser foran in-/udcheck standerne (= fægtefægtefægte med hånden, så den mekaniske dame messer check ud-check ud-check ud som en plade, der er gået i hak).  Så en lille tur op og ned ad perronen, og hen til den bænk hvor jeg og et andet morgenmenneske sad og fjælede os, dybt begravet i læsestof (på den kujonagtige, undgå-for-alt-i-verden-øjenkontakt-agtige måde).

"Nå men du må ha' en rigtig god dag", sagde pendlerven til min sidekammerat. Eller dvs., han siger jo ikke bare ting. Der er ikke rigtig nogen volumenknap på ham, så det er nærmere, BOOM, out of nowhere,  "NÅMN DU MÅ HA EN RÆTTIG GO DAG!!". Man er jo ikke helt vågen på det tidspunkt; man bliver sådan lidt forskrækket, når folk pludselig taler MEGET HØJT, lige ved siden af én.  Tak, tak, hvisker sidekammerat, og jeg vover også et forsigtigt smil.  "JAMN DET ER FORDI JEG IKKE HAR TAGET MIN MEDICIN ENDNU SÅ BLIVER JEG TIT SÅRN LIDT IRRITERENDE".  Ahaaa, og overfor sådan en selverkendelse kan man jo ikke andet end småtø-hø'ende at tilkendegive at det er skam helt i orden, vi skal jo alle sammen være her, og så videre, alt sammen på en venlig måde men helst ikke så venlig at han får lyst til at tale endnu mere. Er som sagt ikke helt vågen endnu. Har også dødsenssikker forudanelse om, at kaster man sig først ud i en rigtig samtale her, så undslipper man ikke igen. Nogensinde.

Ind i toget, og med pendlerven siddende skråt bagved. Han går lystigt i gang med at ringe til en ven, eller måske til skolen: "JA HEJ INGE JEG VIL BARE SIGE AT NU SIDDER JEG I TOGET. JA. JEG HAR FÅET  NY MOBIL. JA. DET ER GÅNNÅK TIDLIGT DET ER ALTSÅ. MEN I MORGEN SÅ SKAL JEG HELDIGVIS IKKE I SKOLE OG SÅ KAN JEG BARE SOVE TIL KLOKKEN 8 HVIS JEG HAR LYST. JA. OG DET HAR JEG NOK. JA.JA. JEG HAR FÅET NY MOBIL! HEJ" - og så, henvendt til sig selv: "JAJA. HUN SNAKKER OG HOLDER SIG VÅGEN".

Ved næste station myldrede det ind med folk, og så sprang den galante unge mand op - ikke ulig trold af en æske - og sagde til en ung pige "DU MÅ GODT SIDDE LIGE HER DU MÅ. JEG HAR SLET IKKE NOGET IMOD AT SIDDE PÅ GULVET. JEG HAR FÅET EN NY MOBIL!"  Jaja - en sand gentleman. Lidt forskrækket overvældet, blev hun, det var tydeligt, men venligheden var ægte nok.




@ N ~ one of the semi-regular commuters on my morning train is a young boy (18? 16? something like that) who has, I think, some sort of ADHD-like condition.  From the moment I step out of my car in the parking lot I know if he's going to be on the train today. I can hear him walking around on the platform, talking very loud on his cellphone (at 645AM), or singing to himself (Christmas songs, year round).

He is totally harmless but most of the morning commuters are willing to give him a pretty wide berth (even forgoing their Regular Seat) because he is. Well. A bit noisy.  

It's not so much the singing, it's more like he doesn't come with a volume control. And he tends to just start talking to you (or at you, perhaps) which can be a bit frightening when you're sort of still half asleep.

The other morning he came over to a guy sitting on the bench next to me and wished him a good day -which is nice; it's just that because the volume control button is missing in action, it comes a bit BOOM, out of nowhere: "YOU HAVE A GOOD DAY, NOW!!" and then, as an afterthought: "I HAVEN'T TAKEN MY MEDICATION YET. SO I'M A BIT ANNOYING".  Most of us see him regularly, so we hem and haw, and try to smile in a friendly-but-not-too-friendly way, because we instinctively sense that once we engage in conversation, there is no escape from it. Ever. Again.  We're all a bunch of cowards. He genuinely doesn't seem to mind our cowardice.

He is, as I said, very often on the phone, and I can't help feeling a bit sorry for his friends. You have to remember, this is before 7 in the morning.  A typical conversation, or monologue, can go a little something like this: "AND PETER, HEHE, PEEEETEER, THEN THERE'S THIS WORD, YOU KNOW, AND IT STARTS WITH A P. AND ENDS IN A Y.  AND THEN THERE'S A U. AND,AND, PEEETEER, AND TWO S'ES IN THE MIDDLE!!"

I think he goes to school somewhere, because the other morning I overheard him calling in to say that he was on the train now. "YEAH. I'M ON THE TRAIN NOW. YEAH. I GOT A NEW CELLPHONE! YES. GOSH IT'S EARLY. BUT TOMORROW I DON'T HAVE SCHOOL, AND THEN I CAN SLEEP UNTIL 8 IF I FEEL LIKE IT. YEAH. AND I PROBABLY WILL FEEL LIKE IT. YEAH. YEAH. I GOT A NEW CELLPHONE. BYE" and then, muttering to himself (well, I say muttering...): "MAN, SHE TALKS! KEEPING HERSELF AWAKE"

Fun and games on the morning train :-)




Wednesday 18 September 2013

The hazards of exchanging keys

@ N ~ OK, so this story isn't even mine. But I just have to share it with you.

A friend of mine dabbles a bit in online dating - I can't tell if he's been more or less succesful with it than I have, but he did date this one girl for a couple of months.  It ended recently, so he went over to her house to exchange keys (back).

And collect stuff he had lying around her house.

Here is the list - I kid you not:

Listerine
Meat thermometer
Handcuffs
and, well, keys.


Pendlerblog


De kærligste hilsner fra Skanderborg station og min iPhone. Jeg har læst kontaktannoncer igen. Det skal I ikke snydes for.

Bemærk højdekravet, som de fleste nok bør kunne leve op til 
-men uden kæledyr og hængevom; dén var værre :-)

(Kommer til at tænke på at det måske ikke er HØJDEN hun specificerer, siden det er angivet i cm. Men stadig et krav de fleste mænd bør kunne honorere)

Den her burde man jo svare på. Ren win-win, men han er nok smuttet (de er ikke fra dagens avis, tyvärr)

*fnis*

Yes, jeg morer mig. Hejhej. 

Sunday 15 September 2013

Ejjj, snyd

Nå, men så dedikerede jeg min weekend til Forkølelsen.  Tidligere har jeg haft stor succes med hyldebærtoddy med ROM, men det har ikke rigtig virket denne gang. Jeg lyder som en frø der har været på bytur. Føler mig også lidt som en.

Drastiske midler måtte tages i brug.

Så jeg installerede mig på sofaen, og indrullerede Tommy Lee Jones. En tyve år yngre udgave af Tommy Lee Jones, må jeg hellere tilføje.  "Flygtningen", hvor han jagter Harrison Ford.  Glimrende film stadigvæk.

Så så jeg en eller anden fransk film, som ikke var ret mindeværdig.

Og så gik jeg i fælden.  Og satte "PS I love you" på.

Hillary Swank er jævnt belastende, men jeg er villig til at bære over med hende, fordi hele filmen ellers er fyldt med vidunderlige irske accenter, som jeg er overmåde begejstret for. Irske accenter, og pæne irske mænd.

Eller vent - pæne irske mænd??


En hurtig googling afslører, at den ene er amerikaner, og den anden er skotte.

Ikke at der er noget i vejen med dét, men hel' æærlig'.  Lidt snyd, ikke?

Anyways, har ikke mere at skrive om. Har som sagt ligget på sofa næsten hele weekenden. Men i det mindste nåede jeg ikke så langt ud på kedsomhedens overdrev, at jeg re-aktiverede min datingprofil (det var nemlig sådan, Cirkus Dating startede sidste efterår - forkølelse, sofaweekend, kedsomhed, og gad-vide-hvad-der-er-af-underholdning-på-internettet.  Og sjovt var det da, men ganz ehrlich - jeg giiiiiiider ikke igen)

@N ~ I am battling a stubborn cold this week. The elderberry-rum-concoction I normally swear by hasn't really worked, so I cancelled social plans and brought in the heavy artillery.

This being my sofa, and Tommy Lee Jones.   Not the Tommy Lee Jones of today, I might add, the Tommy Lee Jones of my glorious youth, starring alongside Harrison Ford in "The Fugitive".

Tommy did help, a little bit. So I opted for more movie therapy and went for a very forgettable French movie about chocolate and romance and not-very-interesting-at-all.

And then I fell into the trap. And put on "PS I love you".  For some reason I find Hillary Swank mildly annoying, but I've always been willing to put up with her because of the Irish hotties that are also to be found in this movie.  Except, a quick google stalking search revealed that they aren't Irish at all :-(     American + Scottish + one of those Hollywood movie speech therapists, I guess.  Not that I mind Americans or Scots, but still...

Google revealed another unpleasant truth:

Tommy Lee Jones has grown old :-(
Well.

At least I didn't do what I did last November when I was on my sofa, bored, and battling a cold - reactivate my dating profile.  I know it would have made for some interesting blogging, but honestly - I cannot be arsed to do it.  You will just have to put up with boring blog posts about candles and autumn weather. Soooorreeeee :-)

Saturday 14 September 2013

Hej-hej og tak

Ude på motorvejen ser man af og til lastbiler sige "tak" til hinanden ved at vippe med blinklysene. Sådan, I ved, højre-venstre-højre.

Well, forleden fik jeg sådan en hilsen. Af en polsk turistbuschauffør, intet mindre. Jeg gav ham en forlomme da han skulle overhale en særtransport, og så var den der - højre-venstre-højre. Og da jeg overhalede ham bagefter fik jeg lige et thumbs-up.

:-)

Jeg blev så uforholdsmæssigt glad, at jeg helt, helt seriøst tror, jeg trænger til flere venner.

God weekend!

@ N ~ you know how truckers sometimes say "thanks" to each other on the highway by flashing their indicators, right-left-right?   Or is that an European phenomenon?  Anyways, the other day I gave way to a coach when it wanted to overtake a slow vehicle. And he flashed his indicators, right-left-right, and when I overtook him, he gave me a thumbs-up.   The whole exchange of friendly me-ows made me so ridiculously happy that  I am convinced I need more friends :-)

Hope you're enjoying your weekend

Wednesday 11 September 2013

Den rejselystne flåde - nu MED flåde

Det er mig en glæde at kunne bekendtgøre, at vi nu er en søfarende familie!

Vi har erhvervet et fartøj, som i weekenden var ude på sin jomfrutur. Samtlige besætningsmedlemmer kom helskindet i land, og de sindrige løsninger vores tekniske afdeling har udviklet fungerede alle efter hensigten. Stor succes!


Kaptajn, overansvarlig for teknisk Udvikliing
- og Letmatros, overansvarlig for fotodokumentation
og gåen-i-vejen


Styrmand, overansvarlig
for søfartsmæssig kunnen

Kajpersonalet, overansvarlig
for kabys (ej fast-installeret på fartøjet) samt
generel koordinering.
(I kan godt se hende, ikke? Jeg glemte lige,
at mit kamera har en zoom-funktion...)



Monday 9 September 2013

Let me count the ways...

@N ~ OK. So I've already gone on (and on) about how much I love Autumn.  But really, I do!  Today has been rather chilly. A slow, steady drizzle since I stepped off the train this morning, and I felt a bit cold on the platform on the way home (it was 55 degrees F - tomorrow will be warmer they say).

My intentions for this evening were actually quite good. I was going to assemble a small wardrobe I bought at IKEA last week. Thanks to the coffee I bought on the train home, I am actually feeling rather awake and I ought to make the most of that.  But I've changed my plans: I've lit candles and tea lights. I'm drinking tea with milk in it. There's something involving apples, plums, and sugar simmering on the stove, and it smells divine and autumnal.  Silly girls from a Jane Austen movie are dancing around on my TV screen.  

An ideal way to spend a rainy Monday evening. The wardrobe can wait; I've lived without one for over a year and a few more days is not going to make one bit of difference.


September has come, it is hers,
whose vitality leaps in the Autumn,
whose nature prefers
trees without leaves and a fire in the fire-place;
So I give her this month and the next,
thought the whole of my year should be hers who has rendered already
so many of its days intolerable or perplexed
but so many more so happy;
who has left a scent on my life and left my walls
dancing over and over with her shadow,
whose hair is twined in all my waterfalls,
and all of London littered with remembered kisses.

~ Excerpt of Louis MacNeice's "Autumn Journal",
which is a lot longer, actually,
but this is the bit I like the most - especially that last line.
"All of London littered with remembered kisses"

Saturday 7 September 2013

Gratis kursus i mindfulness og meditation

I nogle dage har jeg haft sådan en sær fornemmelse i hovedet. Sådan en slags "vægtløshed", hvor man har en følelse af, at lige om lidt bliver alting anderledes ... eller, alternativt, lige om lidt sætter inertien ind, og ingenting forandrer sig i lang tid.  Om det bliver det ene eller det andet, eller ingen af delene, er naturligvis umuligt at forudsige, når man ikke er en ægte heks.  Og skulle der endelig ske noget skelsættende, har man som regel glemt, at man gik rundt med den her sære følelse (med mindre man er en af disse rædsomt selvoptagede personer, der fylder internettet op med blogs om alt deres tilfældige tankespind ...)

(Jeg skyder i øvrigt skylden (for tankespindet; ikke bloggen - der må vel være grænser for min ansvarsfraskrivelse) på de mange år, jeg var i Undervisningsministeriets vold. Selv om det efterhånden er længe siden, jeg gik ud af skolen, kan jeg ikke sige mig fri for at føle, at et eller andet bør ske på denne årstid, lige omkring skolestart. Noget med gamle cirkusheste der lugter savsmuld, eller hvordan det nu er)

Uanset hvad, så kan man godt føle sig en smule rastløs, når den sære fornemmelse huserer på øverste etage. Rastløs, og dog uendelig doven.

Var man nu et moderne menneske, så havde man måske været på et kursus i mindfulness. Lært at være til stede i nu'et og så videre.  Men det er Man ikke.  (Man har jo i øvrigt heller ikke råd, lige pt. - jvf. sidste blogindlæg.)   

Så er det heldigt nok, at man har Ukrudt.

Jeg har således i dag udført min aller-yndlingste (jo-det-ér-et-ord) form for havearbejde, nemlig den form der foregår siddende på bagen, og uden andet udstyr end klør fem og måske en pude til den førnævnte.  Således krumbøjet og skjult bag hækken har jeg stille og roligt arbejdet mig gennem adskillige meter ukrudt, og imens har hovedet på magisk vis tømt sig selv for de fleste af de løsrevne tanker, som har hvirvlet rundt uden overhovedet at få sat ord på sig.

Næsten færdigt arbejde - henne mod
husvæggen anes det sidste ukrudt,
som her har antaget nærmest
busk-agtige proportioner ...
(Before-and-after pic)


Det kan anbefales.   Se bare mine zen-agtige hænder i den klassiske, meditations-agtige "aaaoum" positur:

Skidt under neglene =
dokumentation for at jeg ikke bare har
siddet og læst hele dagen
(Dirty hands = proof of hard,
physical work :-)

Hvis nu du ikke haver en have.  Eller bare afskyr at få jord under neglene. Eller det regner. Så findes der en anden glimrende metode til at få fred for egne tanker: læs en bog!  Og lige nu kan du vinde en rigtig god en af slagsen ovre hos Linda. Klik på linket, og hvis du er heldig bliver det dig, der får fingrene i "Svalens Graf" af Sissel-Jo Gazan - signed by the author!

deadline mandag 9. september 2013 kl. 20:00

Håber din weekend er lige så god som min.  I dag har jeg - udover at meditere, naturligvis - overværet en kalvefødsel, plukket 2 kilo tomater (*stolt*), og set KORNMOD.

@ N ~ I'm enjoying a quiet weekend at home.

Recently, I've had this strange, restless feeling in my head. A sense of "weightlessness", and a feeling that things are about to change - or, alternatively, inertia is about to set in, and thing will remain the same for a loooong time to come.  I don't know which scenario is preferable, and as I am not a fully fledged witch (not even a quarter fledged, come to think of it), I have no idea if it will be one or the other ...or neither.

I put it down to having spent several years in the education system.  It seems natural, still, that at this time of year, something ought to happen.  New classes, possibly new friends, new books, something.  

Anyways, I decided to do a bit of meditation to slow down my train of thoughts.  The way I meditate is this (and let me add: it definitely works best if the weather is pleasant):  I sit down in my garden.  And pull weeds.

There you have it. Dead simple. Won't cost you a penny.

All thoughts seem to evaporate when I'm sitting there in the grass, with ever dirtier hands. Marvellous, marvellous.

Of course, Mr Head also sometimes goes spinning off in all directions in wintertime, and I'll be the first person to admit that my particular form of meditation is extremely unsuitable when the ground is frozen.

Then, the obvious solution is to lose oneself in a book.  The link above is to a competition where you can win the latest novel by a Danish author- only I don't think you would get much out of it until an English translation comes out....  Instead, you get this quote, which I found recently on http://www.aseaofquotes.com/

"I read because one life isn't enough, 
and in the page of a book I can be anybody;
I read because the words that build the story become mine, to build my life;
I read not for happy endings but for new beginnings;
I'm just beginning myself, and I wouldn't mind a map;
I read because I have friends who don't, and young though they are,
they're beginning to run out of material;
I read because every journey begins at the library,
and it's time for me to start packing;
I read because one of these days I'm going to get out of this town,
and I'm going to go everywhere and meet everybody,
and I want to be ready."

- Richard Peck, Anonymously Yours

I quote it here in its entirety, but really my favourite part is that first line. "Because one life isn't enough".

Recently I've been reading a crime novel by an author called Tara French - recommended to me by a friend, and I liked it. I love finding new authors.  

And when I haven't been solving murder mysteries, I have been discovering some of the old classics. I've had a Jane Austen novel ("Persuasion") sitting on my book shelf for years - I never really could get into the story. Then, the other day, I just picked it up - and, suddenly, loved it.  And the bonus is that because of the archaic language, I cannot just plough through it like I do with most books. It actually takes time to read :-)   So I checked out Charlotte Brontë's "Jane Eyre" from the library and loved it, too.  Now I've moved on to "Wuthering Heights" which I don't find as appetising as the other two, but I'll give it a go - and if I get stuck, I'll move on to "Pride and Prejudice".

...

Hm. Now, where was I going with all this? Can't remember (perhaps should do more meditating tomorrow?).  Anyways.  I saw a calf being born this morning (yes!).  And I picked 4 lbs of tomatoes. And the weather is lovely.

Have a great weekend!! :-)

Thursday 5 September 2013

Personlighedsspaltning, og hvorledes denne kan udnyttes i budgetmæssig sammenhæng

Hver gang jeg tager en af de der "er du introvert eller ekstrovert" prøver på nettet, scorer jeg en temmelig pæn 50/50.  Den er sikker hver gang.  Jeg ligger lige på vippen, og er både-og-hverken-enten-eller.

Det passer nu meget godt.  Jeg tror ikke nogen, der har været sammen med mig i selskabelig sammenhæng, ville beskylde mig for at være den tavse, asociale type. Men dem, der har boet sammen med mig, vil til gengæld også skrive under på, at jeg bliver utidig, hvis jeg bliver nægtet temmelig store doser alene-tid. Og som jeg bor lige nu, mutters alene i et lille hus ude på landet, har jeg det som blommen i et æg.

Det haver sine fordele at være sådan et sært, sammensat væsen. For den introverte side af mig, personificeret ved Indre Erna, er noget billigere i drift end Indre Lecia, som (med Ibens ord) er hende der drikker vin.

Og eftersom jeg indledte September med dels at få repareret Lille Blå (en træt drivaksel - bør udskiftes før den går ræddi i stykker, for det kan vist blive ræddi dyrt) og dels få repareret en tandfyldning - så er der udsigt til sparemåned her på matriklen.  Ergo må Indre Lecia køres i garage. Hun kommer på nogle få lufteture, men det bliver overvejende på Andre Folks regning (vi siger tak-tak til dem med repræsentationskonto).  I går var hun på Frihavnskroen i København, hvilket bekom hende særdeles vel.

Men frygt ej. Jeg kommer ikke til at kede mig. Herude på landet er der jo en Gu's velsignelse af gratis glæder. Skulle jeg føle mig trist til mode kan jeg således bare cykle hen og besøge Gurli Gris. Hun er altid glad for besøg.  Sig pænt goddag:





@ N ~ September is not only the first, glorious month of Autumn. It is also, at least this year, a month of careful spending. This is necessitated by my recent generous contributions to my mechanic's AND my dentist's next vacations (I don't expect they'll travel together, though).

So I am making the most of my split personality, diagnosed by various internet tests in which I invariably score a neat 50/50 on introvert vs. extrovert, and as we know, the interwebs is always right.  Introvert is much budget-friendlier than extrovert, so this month is given over to Inner Erna, the little old lady inside of me who likes nothing better than quiet evenings at home, baking her own bread, and long country walks.

Inner Lecia, the partygirl inside me, will only be allowed out on a few select occasions.  But I won't be bored, or lonely, and if I feel the need for good company, I can always go visit GURLI, the local pot-bellied pig, who is always pleased to see me :-)

Sunday 1 September 2013

På kanten

I dag er det den første efterårsdag, siger min kalender + en pæn del af mine facebook-venner. Vejret siger det samme - iphonen's kamera har på elegant vis undladet at indfange regndråberne på ruden, men man behøver nok ikke at være Voldborg for at konstatere, at det regner.

Det blæser også, og i det hele taget kan man mærke, at Oktobers RUSK ikke er langt væk. Mig gør det ikke noget.  Jeg er lalleglad, når årstiderne rigtigt folder sig ud (igen; af hjertet tak for sommeren 2013), og lige så lalleglad, når vi står på kanten til en ny årstid. Alt i alt en enfoldig sjæl, som er nem at stille tilfreds. (Og så så beskeden!! :-)


I dag har jeg således tilbragt med passende efterårs-agtige aktiviteter: jeg har syltet. Asier og rødbeder (gule rødbeder. Gulbeder??).  Indre Erna fryder sig, Indre Lecia vånder sig. Min far holder med Erna, og han er en glad mand i disse dage, for min mor har syltet ikke mindre end SYV asier (på størrelse med små hvaler), og så ved han, det bliver en god vinter. 

Det er ikke helt på tide at gemme sandalerne væk (selv om hyggesokkerne nu kan findes frem), men jeg kan godt mærke, at noget overtøj af en slags bør tages i brug, for det er pænt køligt på stationen i den årle morgenstund. Til gengæld er det på tide at fylde lageret af fyrfadslys op (check) og øge indtaget af te med mælk (getting there). Og ud over at efteråret er skønt i sig selv, så indeholder det jo også dejlige ting som f.eks. min fødselsdag, Halloween, Københavnertur med søster og sommerhustur med familien Hittemis (jeg satser på gedigent efterårsvejr den weekend - det sommerhus har BRÆNDEOVN, hurra!), pumpkin pies og hyldebær-toddy'er (jeg har rom). 

Kort sagt, masser af ting at se frem til og nyde, mens de sidste rester af sommeren pakker sammen.  Glædelig September!

PS - jeg ved godt, at månedernes navne ikke skrives med stort begyndelses-bogstav på dansk. Men jeg synes, de fortjener det :-)

@ N ~ the calendar now says September, and September means Autumn is here. Or Fall, if you will (I like both).

As you've probably deduced, we've had a particularly lovely summer this year. With actual sun, and lots of it too.  And, you know, I've even overheard one of the local farmers say that the harvest was "satisfactory" and trust me, that means pretty darned good.  So we've had a good run for our money.

And as much as I love the seasons when they're in full swing, I can't help also loving this "teetering" on the brink of a new season. The almost imperceptible change in the way the air smells, how the sky has a different colour of blue, how the garden changes, how different the whole world feels.

In celebration of the beginning of Autumn, I've spent the afternoon pickling beetroot and a kind of cucumber - I have no idea what it's called in English, but as you can see from the picture they're huge. Any idea?


And this evening, I've spent on the sofa with a movie, a book, and a large mug of tea with milk. Tea candles are lit, and if I weren't such a lazy bugger, I would go and fetch my cozy socks.